Fra onsdag den 28. juli kl. 12.00 kan du blandt andet få fingre i koncertbilletter og et eksklusivt møde med Poul Krebs og en signeret guldplade fra Rasmus Seebach ved at byde med på Danmarks største onlineauktion QXL.dk til fordel for Breast Friends. Auktionen slutter den 4. august kl. 21.Igen i år har de optrædende kunstnere på årets Langelandsfestival doneret signerede cd’er, guldplader, malerier og mange andre ting til Breast Friends. Fra onsdag den 28. juli kl. 12.00 kan du på Danmarks største online markedsplads
QXL.dk blandt andet byde på en signeret guldplade fra Rasmus Seebach og billetter til koncert med Poul Krebs og hans amerikanske kolleger i House of Songs inkl. et eksklusivt meet and greet med Poul Krebs og overnatning på koncertstedet, Brundby Hotel på Samsø.
”Da jeg hørte om Breast Friends og det gode formål, de samler ind til, bestemte jeg mig med det samme for at være med. Det er hver niende danske kvinde, der bliver ramt af brystkræft, så man kan ikke undgå at blive berørt af denne frygtelige sygdom på den ene eller anden måde. Jeg vil opfordre folk til at byde billetterne op for den gode sag, og jeg ser frem til at møde den gavmilde byder,” siger Poul Krebs.
Blandt de mange andre kendiseffekter, man kan byde på, er signerede cd’er af Lis Sørensens seneste album og maleri lavet af rapduoen UFO Yepha.
Ud over kendiseffekter doneret af festivalens udøvende kunstnere har du også mulighed for at byde på gavekort til hotel- og spaophold, der er doneret af sponsorer og samarbejdspartnere til Breast Friends og Langelandsfestivalen. Alle indtægter går som altid ubeskåret til brystkræftforskningen.
I 2009 gav QXL-auktionen hele 111.395 kr. til Breast Friends, så forventningerne er også høje i år. Så skynd dig at byde med
her.