 |
Breast Friends er en brystkræftkampagne initieret af medicinalvirksomheden Roche a/s. Formålet med kampagnen er at øge kendskabet til brystkræft samt indsamle penge til forskning i forebyggelse og behandling af sygdommen. Alle indsamlede midler går ubeskåret til forsknings-projekter udvalgt af de danske brystkræftlægers faglige selskab, Dansk Bryst Cancer Gruppe ( DBCG) |
|
|
Dansk Bryst Cancer Gruppe
Dansk Bryst Cancer Gruppe (DBCG) er de danske brystkræftlægers faglige selskab. Selskabet blev grundlagt i 1976 og arbejder for at sikre en optimal landsdækkende diagnostik og behandling af brystkræft i Danmark.
Selskabet udarbejder og vurderer løbende de nationale anbefalinger vedrørende behandlingen af brystkræft og sikrer, at behandlingen foregår ensartet i hele landet. Det gælder både den kirurgiske behandling som strålebehandling og medicinsk behandling. DBCG følger også de seneste internationale resultater og inddrager dem i anbefalingerne i Danmark.
Alle danske kræftcentre, som behandler brystkræftpatienter, skal indberette oplysninger om diagnostik, behandling og opfølgning af patienter til DBCG, som har oprettet en dansk klinisk database for brystkræftbehandling. Der indberettes cirka 4.000 nye tilfælde af brystkræft til databasen hvert år, og den omfattede pr. 1. januar 2008 cirka 85.000 patienter.
DBCG udvælger de forskningsprojekter inden for forebyggelse og behandling af brystkræft, som alle indsamlede midler fra Breast Friends kampagnen går ubeskåret til. Den officielle uddeling af midlerne finder sted på selskabets årlige repræsentantskabsmøde i januar måned.
|
|
|